Velkommen til min mere eller mindre organiserede blanding af almindelig mad med (for det meste) høj fokus på naturlige og gode råvarer, lavet fra bunden - og lidt Low Carb/LCHF, RAW food (især på dessertsiden) - og nu også 5:2 fastemetoden.
fredag den 27. januar 2012
Opskrift: Ristede croutoner / croutons / brødterninger - med hvidløg og / eller krydderurter
Ristede croutoner (som overskriften antyder har de flere navne, men nu kalder jeg dem croutoner i resten af indlægget, for nemheds skyld) er noget af det nemmeste at lave selv, det er billigere end at købe de færdige, og man undgår alle mulige mærkelige tilsætninger af usundt fedt. Samtidig er det en fantastisk måde at få brugt noget halvgammelt tørt brød på, som man måske ellers ville have smidt ud
Jeg har allerede lavet flere portioner med hvidløg i løbet af de sidste par uger - en enkelt aften kom jeg til at sidde og spise dem direkte fra glasset jeg opbevarer dem i (ja jeg kan spise dem som chips), og det fik beholdningen til at synke betragteligt.
Derfor blev der lavet en ny portion i onsdags, og så synes jeg det var på tide den kom med på bloggen.
Alle former for hvidt/halvgroft/kernebrød/endda rugbrød kan bruges - hvis man kun har en enkelt skive tilovers, så saml sammen i en pose i fryseren til der er nok til en bradepande- eller et fadfuld. Så sparer man lidt på strømmen til ovnen.
Jeg napper nogle gange de overskydende skiver med hjem fra arbejde, hvor vi får franskbrød i formiddagspausen, og så bliver de anvendt til dette formål - alternativet er at de bliver smidt ud, og det har jeg meget svært ved at kapere i disse stop-spild-af-mad-tider.
Croutonerne kan som sagt spises som en snack hvis man ikke lige har andet i skabet - de er fantastiske oven på en salat (som feks. den her til højre) og er også gode oven på en grøntsagssuppe (feks. en hvidløgssuppe der kommer et indlæg om snart).
Jeg har indtil nu lavet flest med hvidløgspulver og salt, men denne gang kom der også timian og chiliflager i fadet.
Ristede croutoner/croutons/brødterninger - med hvidløg og/eller krydderurter:
brød i skiver, gerne nogle dage gammelt (denne gang brugte jeg ca. 175 g hvidt brød)
olivenolie (en stor ½ dl til de 175 g brød)
flagesalt
hvidløgspulver (det er meget nemmere at bruge end frisk hvidløg, og giver en meget autentisk hvidløgssmag)
tørrede krydderurter (feks. timian, oregano, basilikum, rosmarin)
chiliflager
Brødet skæres eller rives i mindre stykker (hvis skorpen er for grov, så skær den fra og læg den ud til fuglene - eller tør den for sig selv i ovnen og blend den til rasp) - det må gerne se lidt rustikt ud, så pæne lige firkanter er ikke nødvendigt. Faktisk er det rustikke pænest.
Læg brødstykkerne i et ovnfast fad eller en bradepande, evt. med bagepapir - tænd ovnen på 100 grader varmluft og sæt fadet/bradepanden i ovnen. Lad croutonerne tørre i ca. 5 minutter til de begynder at blive en smule hårde.
Hæld nu olivenolie over og bland godt sammen - det er svært at sætte mængde på olien, men den skal være godt fordelt, uden at brødet bliver fuldstændig søbet ind.
Drys salt, hvidløgspulver og/eller tørrede krydderurter/chili på, bland godt, og lad croutonerne tørre færdig til de er helt sprøde (afhænger af både ovn og størrelsen på croutonerne, men regn med ca. 20-30 minutter i alt). Køl dem helt af, evt. på fedtsugende papir, og opbevar dem i en kagedåse eller et glas med skruelåg.
Konklusion:
Det er jo sådan set allerede sagt - de smager skønt og er supernemme at lave. Man kan få den smagsvariant man gerne vil have. Og det føles godt at få brugt noget der ellers ville være gået til spilde.
Prøv det.
Etiketter:
bagværk - croutoner
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
En enkel, men meget lækker opskrift :) Det er et supergodt alternativ til at smide det tørre brød ud!
SvarSletKrillala: Tak for din feedback - dejligt at høre du kan bruge fremgangsmåden!
SletOg ja, det er synd og skam at smide brød ud, når det kan bruges til lækre sager som dette :-)
Tak for opskriften, har en fod portion økologisk surdejsbrød, jeg har bagt sidste uge.. synd og skam at kassere.. så imorgen bliver det urtesuppe med øko-croutoner :-)
SvarSletHej Carsten - undskyld det sene svar, men håber de blev gode og at de var gode til din suppe :-)
Slet