tirsdag den 3. august 2010

Opskrift: Sloppy Joe med mangosalat


Jeg havde bare lyst til noget med kødsauce i dag - men i stedet for den sædvanlige pasta med sauce, blev det til en udnyttelse af de burgerboller der lå i skuffen og som snart skulle bruges, og dermed til Sloppy Joe.
Jeg fandt flere opskrifter og blandede lidt sammen, så her er min version - serveret med en enkel mangosalat og Taffel chips.

Sloppy Joe:
3 personer

1 spsk oliven- eller rapsolie
3 små finthakkede løg
3 fed finthakkede hvidløg
½ rød peberfrugt i små tern
½ gul peberfrugt i små tern
2 store håndfulde babyspinatblade, skyllet og grofthakket
750 g hakket oksekød (jeg brugte 8-14%)
2 tsk røget paprika
½ tsk spidskommen
1 spsk tørret oregano
2 tsk Coleman's sennepspulver
1 knivspids meget stærkt chilipulver
2 spsk Worcestershiresauce
1 spsk barbecuesauce med Hickory smag
1 dl Heinz ketchup
salt og peber
3 burgerboller

Løg, hvidløg og peberfrugt svitses i olien. Spinaten tilsættes og svitses med til vædden er fordampet. Kødet tilsættes sammen med krydderier, og det brunes af. Worcestershiresauce, barbecuesauce og ketchup tilsættes, og saucen koges ind til vædden er næsten væk. Smages til med salt og friskkværnet peber
Bollerne halveres og varmes/ristes i ovn eller på brødrister (vi kan godt lide at skærefladerne er sprøde). Hæld kødsaucen på nederste bollehalvdel, og put evt. salat og chips i bollen også, eller server dette ved siden af.

Mangosalat:

½ skrællet mango i tern
2 håndfulde babyspinatblade, fintsnittet
7-8 semi-tørrede tomater

Konklusion:

Det er første gang jeg laver Sloppy Joe, men jeg tror da ikke det bliver sidste - og selvom der var grøntsager i saucen, sagde Lækkermåsen tak for mad to gange (og det plejer at være et positivt tegn).
Det var rigtig godt med salaten til - og for en gangs skyld var der også for lidt af den!

Billeder:

Mangosalaten med de hjemmetørrede tomater


Den færdige kødsauce


Min portion




6 kommentarer:

  1. Lækkert med soltørrede tomater i salaten med mango - Jeg elsker mango og specielt i salater. Det må snart prøves med tamterne :-)

    SvarSlet
  2. Mango er en gudefrugt, som jeg først har fået øjnene op for indenfor det sidste år - men bedre sent end aldrig :-)
    Og de hjemmetørrede tomater er guld værd, og allerede ved at synke i beholdning - godt vi skal i Bazar Vest igen i morgen!

    (P.S. Hvem er tamterne?)

    SvarSlet
  3. Ja hvem er 'tamterne' egentlig. Ha Ha. der skulle stå 'tomaterne' - jeg var vist for hurtig :-) Jeg laver tit en salat af frisk spinat, æble og mango. Den er så enkel og frisk. Har aldrig tænkt over at blande tørrede tomater i, så dét glæder jeg mig til at prøve. Og mht mangoerne er jeg ligeså forelsket i dette vidunder. Du skulle jo have købt den mangodeler ;-)

    SvarSlet
  4. Så giver det mere mening :-)
    Mangodeleren var jeg for nærig til at købe i USA, men jeg har købt en nu i Superbest - jeg har skrevet om det lige her http://hejdis.blogspot.com/2010/07/mangodeler.html - og jeg er glad for den!

    SvarSlet
  5. Jeg havde godt læst, at du ikke fik den købt i USA - men så ikke, at du nu er ejer af en. Tillykke :-) Jeg må vist også hellere købe mig en!

    SvarSlet
  6. Det tror jeg ikke du vil fortryde, hvis du tit bruger mango. Jeg har i hvert fald været heldig indtil nu, at den har lavet pæne stykker med meget lidt spild.

    SvarSlet