lørdag den 17. oktober 2009

Ferie på Rhodos - lørdag den 3. oktober

Vi overnattede alle sammen hos mine forældre fredag den 2. oktober, for vi skulle meget tidligt afsted fra lufthavnen i Billund lørdag morgen - kl. 4 kom der en taxa til os alle 9, og så var det ellers afsted.

Det regnede og var halvkoldt, så det var noget af en kontrast da vi landede i Rhodos lufthavn kl. ca. 11.30, til sol og varme, efter en problemfri flyvetur.

Vi fandt rimelig hurtigt vores bus til hotellet, og ankom efter en køretur på ca. 20 minutter. Heldigvis skulle hele bussen til vores hotel, så vi skulle ikke stoppe en masse steder inden, for at sætte andre af.

I bussen havde vi fået at vide at nogle af værelserne først kunne være klar ca. kl. 15, men indtil da kunne vi bare gå i restauranten og få frokost. Vi regnede egentlig med at skulle have armbånd på, men det brugte de ikke på hotellet - så i princippet kunne alle fra gaden gå ind og lade som om de boede der, og spise og drikke dagen lang. Det undrede vi os lidt over, men det kan godt være det kun er os der tænker i sådan nogle baner :-)

Vores værelse viste sig at være klar med det samme, så vi fik læsset bagagen af og inspiceret lejligheden. Vi havde en stor stue med lille køkkenniche - her var der to sofaer (2+3 personers) og to enkeltsenge, og her var det meningen at Bonussønnen skulle sove, så der var liggepladser nok at vælge imellem! Der var spisebord med 4 stole, og et kommodearrangement med tv, og air condition, så der manglede ikke noget.
Så var der vores soveværelse, som var ret stort, med indbyggede skabe, kommode, dobbeltseng, tv og air condition. Et tilstødende badeværelse med badekar/bruser, og fra stuen var der desuden indgang til et separat toilet - det var jo ren luksus, og næsten ligesom at være derhjemme.
Endelig var der det næsten bedste - en kæmpe balkon som vi tror var næsten lige så stor som de 2 værelses standard lejligheder! Da lejligheden lå på et hjørne var der udsigt over havet (som lå 50 meter væk) og til Tyrkiets bjerge, ca. 15 km længere ude, til den ene side, og til poolområdet til den anden side. Super lejlighed og beliggenhed!

Vores, og min søsters værelse lå for sig selv, for enden af en gang med udsigt ned til en af barerne. Eneste andet værelse i "firkanten" var Præsidentsuiten, som kun blev brugt privat af hotellets ejere, så der var ingen uvedkommende trafik på vores gang


Vores soveværelse - vinduerne vender ud mod pool-området


Badeværelset til højre for soveværelset


Toilettet med indgang fra stuen


Den anden ende af vores soveværelse


Vores balkon med udsigt over havet


Og den anden side mod pool-området


Da vi havde fået stillet alle pakkenelikkerne, gik vi til frokost og fandt et bord vi kunne være ved alle sammen. Der var rigeligt at vælge imellem af både kolde, lune og varme retter, og standard tilbehøret var selvfølgelig bla. oliven og tzatziki.

Noget af frokosten den første dag - ikke den mest spændende sammensætning jeg har fået med her, men det var ikke altid jeg lige huskede at få taget billeder...



Man kunne selv tappe vin, øl, juice og lokale sodavand (som smagte glimrende) og almindeligt vand, så vi fik stillet sulten, og gik derefter tilbage til værelserne hver især, for at pakke ud. Vi havde nemlig for en gangs skyld tænkt os at sørge for et nogenlunde rydeligt værelse, i stedet for bare at tage tøj ud af kufferterne efterhånden som det skulle bruges.

Da vi hver især var kommet nogenlunde på plads, gik turen ned til stranden for at inspicere kvaliteten. Vi vidste godt at der var rullesten i stedet for sandstrand, og det havde jeg nok været lidt skeptisk overfor - men vi endte faktisk alle sammen med at købe et par badesko i løbet af ugen, og så var det ikke noget problem.

Udsigt fra stranden op mod hotellet - den øverste balkon til venstre er vores


Nogle af drengene er kommet i vandet


Kl. 16 skulle der være info-møde på hotellet, så vi fik os plantet i pool-baren med en drink (som jo hørte med til all-inclusive aftalen, så længe det var deres egen lokale spiritus man drak) og fik nogle gode råd til opholdet.

Guiderne informerer på scenen ved poolbaren


Senere var der aftensmad-buffet, og efter at have spist gik vi en tur i hovedbaren, som også var med i all-inclusive delen, og så fik vi prøvet et par drinks mere. Vi gik dog alle forholdsvis tidligt i seng, for det havde været en lang dag siden vi stod op lidt over 3 om morgenen, og det var ikke meget det var lykkedes at sove i flyet - så var det bedre at være friske til dagen efter.

Et eksempel på aftensmaden



Dessert var der også hver aften - altid mindst 4 slags is, og forskellige kager - her bl.a. en sjov behåret en, som var meget sød i smagen!


Vi sidder i baren udenfor, med vores indkøbte myggelys - ikke at de virkede særlig godt...

2 kommentarer:

  1. uh den balkon ser godt nok lækker ud. Og vandet. Man bliver jo helt salig bare af at tænke på udsigten
    P

    SvarSlet
  2. Ja det kunne man godt vænne sig til...

    SvarSlet