Lørdag morgen gik vi over i supermarkedet, der lå lige overfor hotellet, og købte ind til morgenmad, som blev indtaget på altanen - den lå lige ud til græsplænen og poolen, hvilket var meget bekvemt når man skulle i poolen.
Vi købte brød, smør, ost, spegepølse, marmelade, honning, friskbagt brød, mælk og et eller andet chokoladefyldt morgenmadsprodukt, som Henrik og Tobias gerne ville have, og juice - og det var det vores morgenmad bestod af det meste af ugen.
Kl. 10 var der infomøde på M&J's hotel, som vi tog med til, i stedet for det der gjaldt for vores eget hotel (der skulle vi have været med bus til Chania).
Vi havde snakket om at køre en tur til Elafonisi stranden i det sydvestlige hjørne af Kreta, og vi fik guiden til at ringe til det biludlejningsfirma de samarbejdede med,
Kreta Rental, for at høre om de havde en 7 personers bil ledig samme dag. Bravo Tours arrangerede også en tur dertil om søndagen, men den kostede 34 EUR pr. person, hvilket vi kunne gøre til næsten halv pris ved at leje en bil.
Vi var heldige at de havde en 9 personers Citroen Jumpy, som kostede 115 EUR for en dag, så 20 minutter senere holdt bilen udenfor M&J's hotel, og efter en hurtig pakning satte vi kursen sydpå.
Vi kørte ned gennem landet, gennem bjerge, og selvom der kun var omkring 70 km derned, tog turen næsten 2 timer - men det var en flot tur.
Her gjorde vi holdt kort før en et-sporet tunnel
Ankommet til Elafonisi - vandet var så lavt så langt ud, at man fik ondt i benene af gåturen - ikke et ord om dårlig kondi eller noget
Fantastisk blå vand
Der skulle jo også lidt føde til - en sandwich med Kreta fyld - fetaost, oliven, tomat og peberfrugt
På vej hjem kørte vi langs vestkysten, og kom her op i højde med skyerne
Om aftenen da vi kom hjem, godt sultne og tørstige, ville vi en tur på Restaurant Nymfi, som jeg havde læst positivt om hjemmefra, og som lå på samme vej som vores hotel. Den drives af en svensk kvinde og hendes græske mand.
Da vi kom fik vi at vide at der ville gå ca. 10 minutter inden et bord var ledigt - det sagde vi ja til at vente på.
Da vi havde fået et bord, fik vi bestemt hvad vi gerne ville have, og så ventede vi ellers på at afgive vores ordre. Og vi ventede. Og vi ventede. Og der skete ingenting. Tobias sad og forsøgte at vinke en tjener hen, men det hjalp ikke.
Efter ca. 10-15 minutter blev vi enige om at vente 5 minutter mere - hvis der stadig ikke var kommet nogen tjener for i det mindste at tage imod vores bestilling på drikkevarer, så ville vi gå. Det kan godt være restauranten har god mad og har fået mange gode anmeldelser - men det er altså ikke hvad vi forstår ved service.
Da der var gået 5-7 minutter yderligere, rejste vi os op og pakkede sammen. På vej ud kom der sjovt nok endelig en tjener og spurgte om ikke der var nogen der havde taget imod vores ordre. Det måtte vi jo svare nej til, og vi gav ham besked på at vi var både sultne og tørstige og ikke havde lyst til at vente længere.
Fair nok at personalet har travlt, men så kunne de måske overveje ikke at tage så mange mennesker ind.
Men sultne og tørstige var vi jo stadig, så vi gik videre på jagt efter et andet sted, der så mere service-venligt ud. Og det skulle vise sig at være held i uheld at vi måtte lede efter et andet spisested.
M&J har været på Kreta før, og mente de kunne huske et sted i nærheden der havde været godt.
Efter en gåtur gennem ret mørke og halv-øde gader, nåede vi til et lidt mere befolket område, hvor vi på det ene hjørne kunne se en restaurant af lidt mindre størrelse, og som også så lidt mere autentisk græsk ud.
Vi bestemte os derfor for at spørge om vi kunne få mad og drikke der, uden at skulle vente for længe (de fik det at vide som det var - at vi var lidt mugne, og meget lidt tilfredse med det andet sted), og det kunne vi. Og dette endte med at blive vores mest besøgte spisested resten af ugen.
Undervejs fik vi lidt at vide om stedet og familien - restauranten hedder Horiatiki Gonia
(som vist nok betyder noget i retning af Det Rustikke Hjørne) - det drives af ægteparret Katharina og Niko (er lidt i tvivl om stavemåden, men det er noget i den retning), og deres datter Christina og søn Michalis fungerer som tjenere, børnenes fætter som kassemester, og et par tanter står i køkkenet. Og så er der tjener Vangelis, som ikke er i familie med nogen - i hvert fald ikke dem i restauranten.
Nikos forældre bor i øvrigt i stueetagen inde bag restauranten, så det må siges at være en ren familievirksomhed!
Vi bestilte et par forretter til det brød som altid kommer ind - bl.a. tzatziki og skordalia (mosede kartofler med bl.a. olie og hvidløg). Der kommer et par dårlige billeder, men der var ikke så meget lys på det tidspunkt af aftenen.
Skordalia
Tzatziki
Henrik fik desuden gyros med en tomat-agtig sauce
Jeg bestilte moussaka, som det ikke lykkedes mig at spise op
Uden at vi havde bestilt det, kom der desuden en gang dessert ind - og det fandt vi så ud af er generelt - at der i hvert fald kommer en lille portion af et eller andet, så man behøver sjældent bestille noget til dessert.
Hos Horiatiki Gonia består desserten af to filodejsruller med honning og nødder (tror jeg), en kugle is, chokoladesauce og melon
Og dertil en ouzzo blandet med vand
Der blev desuden fyldt gratis op med både øl og sodavand, så vi var meget mætte og tilfredse da vi gik derfra lidt i midnat, og var enige om at vi gerne ville besøge dem igen senere på ugen...
